Gå til indhold

Manuskript

Ingen film uden manuskript.

Jeg sætter ord på ideen fra den første synopsis frem til sidste version af manuskriptet. Jeg kan skrive den korte pitch på få linjer, synopsis, step-outline, treatment eller fuldt manuskript. Jeg skriver på mine egne ideer til spillefilm, såvel som på ideer, andre tilbyder mig.

Jeg skriver indenfor alle genrer. Forudsætningen er, at jeg kan se en historie, som engagerer mig. Historien skal ville noget, og der skal være en fortællelyst til stede.

Cases

Sommer – på radio

Sommer – på radio

Sommer - på radio ’Sommer – på radio’ var en…

Spillefilm

At skrive et manuskript til en spillefilm er en lang proces, som kræver overblik og evne til at fastholde visionen. Jeg har erfaring med hele den proces, som jeg har været igennem mere end én gang. Jeg har skrevet spillefilm frem til final draft, bl.a. i samarbejde med Morten Arnfred.

Jeg synes, film skal være underholdende og skabe håb. Tilskueren skal blive fascineret og sidde yderst på sædet, dødeligt spændt på, hvordan det hele ender. Og uanset om hovedkarakteren er hvid, blå eller sort i hovedet, skal tilskueren føle med ham, og tænke: ”Det her kender jeg godt. Det handler om mig.”

En spillefilm udvikles som regel i samarbejde mellem manuskriptforfatter, producer og instruktør. Vores indbyrdes dialog er et uundværligt redskab til at udvikle historien. Jeg har indgået i den type samarbejder i over 30 år. Først som skuespiller og medforfatter, siden som manuskriptforfatter.

 

TV-serier

Jeg var hovedforfatter på DR’s radioserie om familien Sommer i 10 afsnit, som fortsatte hvor TV-serien sluttede.

Så jeg har erfaring med at udvikle og skrive lange serier. Men har endnu til gode at realisere min egen serie.

Jeg skriver koncepter, udvikler karakterer og karakterbibler, laver storylines, treatment og skriver manuskript til episoderne.

Jeg udvikler egne ideer, men vil også rigtig gerne hjælpe andre hovedforfattere, og være med til at udvikle og skrive på deres visioner og ideer.

Jeg kan også tilbyde at skrive episoder til serier, der er udviklet.

Det spændende ved at skrive serier er, at man følger karaktererne i lang tid. Der er tid til at gå i dybden med dem og deres hemmeligheder; og der er tid til at dyrke relationerne imellem de forskellige karakterer i karaktergalleriet.

Hvordan opfører karaktererne sig, når de har indbyrdes konflikter? Det er grundstoffet i enhver serie. Det gælder både for serier til det voksne publikum og serier til børn.

En serie kan være bygget op som en føljeton, hvor man følger den samme fremadskridende historie gennem alle afsnit (som ”Arvingerne”). Eller serien kan være mere episodisk bygget op, med én afsluttet historie i hvert afsnit (som ”Rejseholdet”).

 

Radiofiktion

Jeg skriver fiktion og serier til radio.

Det vil sige, at jeg skriver koncepter, udvikler karakterer og karakterbibler, laver storylines, og skriver treatment såvel som manuskript til episoder.

Jeg udvikler egne ideer – eller går med i det kreative team omkring en anden hovedforfatters ide. Jeg kan også tilbyde at skrive episoder til serier, som er udviklede.

For radioseriernes vedkommende er det næsten som at skrive en TV-serie. Men der er jo den særlige udfordring, at man ikke kan se noget.

Fordi radiofiktion ikke er et billedmedie, skal opbygningen være mere ”overskuelig”, så man som lytter kan danne sig et klart billede af det, der foregår. Derfor er karaktergalleriet i en radioserie også mindre end i en Tv-serie, og episoderne er kortere og mere enkelt opbygget.

Det er en spændende udfordring. Man skal skabe visuelle billeder i lytterens hoved, samtidig med at dialogen skal være naturlig, så ingen tænker over, at den beskriver de elementer, som ikke kan ses. Det sjove er, at det sagtens kan lade sig gøre.

Cases

Sommer – på radio

Sommer – på radio

Sommer - på radio ’Sommer – på radio’ var en…

Kortfilm

Jeg hjælper dig i udviklingen af din idé til en kortfilm igennem alle faser. Jeg støtter dig i at fastholde visionen, giver dig sparring – eller skriver – lige frem til sidste gennemskrivning af det færdige manuskript.

Kortfilmen eller novellefilmen er et kort filmformat til det store lærred. Som regel har den en varighed på under en time. Men en kort film kan godt være en stor udfordring.

Kortfilmen har – som spillefilmen – én hovedkarakter, og handler om en bestemt, konkret, afgørende episode i denne hovedkarakters liv. Et svært valg, en erkendelse, en overvindelse, en sejr. Noget der rykker.

Hovedpersonens indre rejse skal så at sige passe i størrelse til formatet. Samtidig gør det korte format, at man skal fortælle historien præcist og klart.

Cases

Deadline

Deadline

Deadline Lasse er fotograf på tabloidavisen Deadline. Hans succes hviler…

Fra bog til manus

En adaptation er en filmatisering af en bog eller flere bøger.

Jeg kan hjælpe med at afklare, om en bog har materiale nok til at bære en film eller en serie.

Det gør jeg ved først og fremmest at identificere grundhistorien og se på om den har de elementer, der skal til. Derefter gennemgår jeg karaktergalleriet, som også er meget vigtigt. Der skal eksempelvis helst være både en helt og en god skurk.

En bog kan være fremragende, uden at der er tilstrækkeligt gods til en film.

Hvis både historien og karaktererne er der, kan jeg hjælpe med næste skridt. Det er at finde ind til den grundhistorie, som skal bære plottet, og derefter få historien og universet skrevet frem og udviklet.